Ost, jeg må ha´ ost: Danske mejerier producerer 43,6 procent mere ost end i 2011

Stor efterspørgsel i Østasien er en af årsagerne til, at den danske osteproduktion er steget markant. Både Landbrug & Fødevarer og Forsker i Landbrugssektoren mener, at udviklingen vil fortsætte.

I lang tid er det kun gået én vej for dansk ost – opad. Mellem 2011 og 2018 er mængden af mælk, som bruges til at lave ost i Danmark, steget med 43,6 procent, viser tal fra Danmarks statistik.

Henning Otte Hansen, Seniorrådgiver ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, fortæller, at der er flere årsager til den stejlt stigende udvikling.

”Ét er, at man jo har fjernet kvoteordningerne på mælk i EU, hvilket giver en øget produktion af mælk. Noget andet er, at man producerer mindre mælkepulver og mere ost, fordi ost giver en væsentligt større indtjening.”

Han peger på, at lande, der oplever økonomisk vækst, også efterspørger mere ost.

”Især i Asien er væksten utrolig høj, og folk vil spise mere og mere ost. Det er også et område, der har en høj befolkningstilvækst, så det vil helt klart fortsætte.”

Mellem 2014 og 2018 steg importen af dansk ost til over det dobbelte i flere østasiatiske lande. I 2018 blev der spist 18.520 tons dansk ost i Japan, hvilket er en stigning på 114,5 procent i forhold til 2014.

Anders Ankær Sørensen, Seniorkonsulent i Landbrug & Fødevarer, tror også på, at væksten vil fortsætte.

”Vi forventer, at der vil være en stigning i markedet, og det vil også blive båret af, at EU har indgået handelsaftaler med Sydkorea og Japan. Det betyder, at vi bedre kan konkurrere på markedet derude.”

Han forklarer, at tilliden til danske mejeriprodukter er høj i udlandet.

”Vi har nogle teknikker, som vi er langt fremme med. Vi kan også producere i en kvalitet, der er meget ensartet. Når man skal bruge mozzarella, så skal det gerne være den samme mozzarella i hver pakke”

Lige præcis mozzarella er et af de produkter, som danske mejerier eksporterer meget af. Anders Ankær Sørensen peger på, at det kan hænge sammen med, at der bliver spist mere pizza og fast food. Han tror dog ikke, at den klassiske ostemad er på vej til Asien.

”At komme et stykke Danbo på et stykke hvedebrød. Der er vi ikke kommet til endnu.”

31-årig mand i narkorus: løb nøgen rundt og slog på biler

Retten i Aarhus: På en vej i Hasselager syd for Aarhus udspillede der sig en usædvanlig scene lørdag morgen d. 29. juni. En mand kom løbende nøgen ud foran bilerne og begyndte at slå på dem med en pæl. I et af tilfældene åbnede han også en bildør og slog mod føreren, og den 31-årige gerningsmand er nu dømt for vold og hærværk

Af Signe Bertram

”Jeg står i bar røv for at sige det, som det er.”

Da den 31-årige tiltalte skal besvare spørgsmål i retten om hændelsen, har han svært ved at genkalde sig præcis, hvad der skete. Han husker dog små glimt. Efter at have taget både smertestillende medicin og kokain en lørdag morgen slog det klik for ham, og han hoppede ud af vinduet. Ude på en parkeringsplads tog han alt sit tøj af og kastede sin mobiltelefon gennem ruden på en bil. Herefter bliver det lidt sværere for ham at huske præcis, hvad der foregik.

I retten er han iklædt en mørk trøje med rullekrave, der stadig afslører, at han har tatoveringer op ad halsen. Under det meste af retsmødet sidder han med bøjet hoved, imens vidner, der husker flere detaljer om episoden, forklarer, hvad de oplevede. Det første vidne er en rumænsk mand, der gennem sin tolk forklarer, hvordan han troede, det var en joke, da en nøgen mand pludselig løb ud foran hans bil. For ikke at ramme manden, stoppede han bilen, og herefter åbnede den tiltalte bildøren og hævede en pæl for at slå ham i hovedet. Rumæneren forklarer, at han tog armen op for hovedet, og at pælen knækkede, da den ramte ham på armen. Forskrækket og forvirret over det umotiverede angreb trykkede han på speederen og kørte væk, inden den 31-årige kunne nå at slå ham igen.

Det næste vidne er en ældre herre, der med jysk afmålthed beskriver, at en mand kun dækket af en masse tatoveringer løb ud foran hans bil, da han var på vej til bageren. Også han stoppede for ikke at ramme den tiltalte, der kvitterede med at smadre forruden og sidespejlet på bilen med den knækkede pæl. Hans erstatningskrav lyder på 2.364 kroner.

Til sidst løb den 31-årige ud foran en lastbil, og det tredje vidne, en yngre lastbilchauffør, forklarer, at han bremsede op, og at den tiltalte herefter begyndte at slå på lastbilen med de bare næver. Det resulterede i buler mange steder på vognen, og indtil videre er reparationerne løbet op i 19.956 kroner.

Den tiltaltes forsvarer forklarer, at ”manden er fuldstændig kørt op på stoffer”, og mener, at dommeren bør tage i betragtning, at den 31-årige ikke ville gøre nogen ondt. At han løb nøgen rundt på vejen, mener forsvareren også er et bevis for, at han ikke var sig selv. Tidligere har tiltalte været i misbrugsbehandling, og han begyndte at tage kokain for at dæmpe sin ADHD.

Anklageren mener derimod, at det er en skærpende omstændighed, at angrebene gik ud over helt tilfældige mennesker, og at den 31-årige tidligere er dømt for vold. Lige inden dommeren og domsmænd skal votere, tilføjer han også, at den tiltalte burde vide, han ville reagere voldsomt, når han har taget stoffer før.

Den endelige dom lyder på 60 dages ubetinget fængsel for vold og hærværk til den tatoverede nøgenløber, der kan lægge straffen oven i en dom på 4 måneders ubetinget fængsel, som han modtog i september. Han skal desuden betale erstatning til vidnerne, der nok ikke glemmer episoden lige foreløbigt.

Louise blev skilt, fem uger efter hun havde født: ”Der var ikke nogen, som skulle have lov til at ødelægge mig”

Midt i det, der skulle have været en lykkelig barsel, var Louise Kaaber i en livskrise. Hun skulle skilles, selvom hun ikke selv ville. Alligevel fik hun vendt sorgen til viljestyrke og byggede et nyt liv op med sine døtre.

Af Signe Bertram

Nytårsaften ligger Louise og hendes mand og holder i hånd. Der er en halv time til klokken slår tolv, men fordi Louise er gravid i ottende måned, kan hun ikke holde sig vågen. Året, der går på hæld, har været hårdt for familien, og et par måneder tidligere har parret været til psykolog, fordi Louises mand var i tvivl om deres forhold. Nu springer de ind i det nye år og lover hinanden, at de vil holde sammen, også når det er svært. De har en datter på to år, som meget snart får en lillesøster, og Louise er sikker på, at de nok skal klare den. To måneder senere ringer hendes mand og fortæller, at han vil skilles.

”Jeg har altid haft et ideal om kernefamilien. Hvis man vælger hinanden til, så er det for better and for worse. Jeg tænkte, at hvis man blev gift og fik børn, så lovede man hinanden at blive sammen uanset hvad.”

Vi sidder i Louises stue på Nørrebro. Igennem den ene dør kan man se en køjeseng og en stor ballon formet som en enhjørning. Det er snart tre år siden, hun blev skilt fra sin eksmand, der kommer og er i lejligheden, når det er hans tur til at have døtrene. Tiden efter skilsmissen har været fyldt med sorg og kompromiser for Louise, som pludselig blev enlig mor uden at have valgt det.

”lige da han gik fra mig, googlede jeg ’forladt med baby’, men der kom selvfølgelig intet op, jeg kunne bruge til noget. Jeg læste et interview fra Alt for Damerne med en kvinde, som beskrev, at hendes børn måtte skovle hende op fra køkkengulvet, og så tænkte jeg: det er jo ikke en mulighed. Den ene er to år, og den anden er nyfødt. Jeg er nødt til at klare det.”

Det perfekte par

De mødte hinanden på et højskoleophold. Hun var 21, og han var 31, men de blev hurtig kærester og flyttede sammen. Louise husker, at de andre på højskolen kaldte dem ”det perfekte par”. De gik begge på forfatterlinjen og elskede bøger, og så var det ofte dem, der satte gang i festerne. Da Louise var 24, fik de deres første datter, og de blev gift ved et stort bryllup i haven på højskolen. Det hele var nøje planlagt, så hun kunne gå på barsel, imens hun gik på læreruddannelsen. Med fælles hjem, børn og efternavne troede Louise på, at de skulle klare nedture og udfordringer som et par, men fem uger efter hun havde født deres andet barn, stod hun alene med den tro. Hun var ti dage hos sine forældre og vendte derefter tilbage til lejligheden, som hendes eksmand ikke længere boede i.

”Det føltes som om, jeg åbnede døren til et nyt liv. Det var slet ikke til at holde ud at sidde i kulissen af sit forliste ægteskab med to små børn. Jeg var helt smadret og ked af det og skulle finde ud af, hvem jeg var som enlig mor. Og samtidig skulle jeg gå til møder i banken og få ophævet fællesøkonomien og tage stilling til ting som samværsordning og bopælsforælder.”

I tiden efter bruddet tog Louises forældre fri for at hjælpe til med det praktiske, og hendes nabo begyndte at stille aftensmad på dørmåtten, så hun kunne give al sin opmærksomhed til sin nyfødte baby. Det blev begyndelsen på et tæt venskab, og Louise mærkede, hvordan hendes nærmeste rykkede tæt på hende. Alligevel blev hun ramt af følelsen af at skulle klare alting selv, og erkendelsen af være alene, når hun var kommet på benene igen.

”Jeg havde følelsen af, at hver gang mine venner og familie kom på besøg, så blev jeg forladt igen, når de gik.”

Skilsmissebørn

Selvom billedet af far, mor og børn var brast, kom Louises eksmand forbi og var sammen med døtrene flere gange om ugen. Louise ønskede at deres nyfødte skulle have samme forhold til sin far som deres ældste datter, og hun var bange for, at hvis hun lukkede ham ude, ville det forhindre dem i at knytte en tæt relation. Siden skilsmissen er Louise flyttet i en anden lejlighed, og efter døtrene er blevet større, rykker hun ud, når det er hendes eksmands tur til at have dem. Ifølge hende har det også knyttet hendes børn meget tæt, fordi de er det mest konstante i hinandens liv. Louise fortæller, at hendes bror kalder hende og døtrene for ”pigebanden”. De gør alting sammen, og en af de ting, Louise har måttet acceptere som alene mor, er, at der er mindre tid til at give børnene opmærksomhed hver for sig.

Der har i det hele taget været mange kameler at sluge, og Louise besluttede sig hurtigt for, at hun ikke ville lade skilsmissen ødelægge hende. Hun fortæller, at hun ville vise omverden, at hun og døtrene kunne få det godt.

”Det gode, ved at jeg lige havde født, var, at jeg havde en eller anden form for mystisk urkraft og kørte på adrenalin. Der var ikke nogen, der skulle have lov til at ødelægge mig.”

Louise fik hjælp af en psykolog og kom langsomt tilbage på benene igen efter barslen. Selvom det kun er to et halvt år siden, hun blev skilt, er der sket meget siden da. Hun har fået sit første lærerjob og en ny kæreste, og så er hun fyldt 30.

”Jeg lægger nogle tyvere bag mig nu, hvor hele mit liv er sket. Nu tænker jeg, at der kommer nogle år, som er mindre begivenhedsrige, også fordi børnene bliver ældre, og det hele bliver nemmere. Jeg troede ikke, at skilsmissebørn kunne være glade børn. Men det er de blevet.”

Den gode fortælling om Rundhøj begynder i ”Omdrejningspunkt”

Medborgerhuset Omdrejningspunkt har på få år forvandlet Rundhøj Torv til et sted, man mødes og er sammen. Beboerne i Rundhøj håber, at det kan være begyndelsen på en ny, god historie om deres bydel.

Af Signe Bertram

På Rundhøj Torv syd for Aarhus står to røde containere, der siden august 2017 har været mødested for beboerne i området. Før i tiden plejede her at ligge en forfalden tankstation, men da Omdrejningspunkt blev opført, fik Rundhøj i stedet et medborgerhus med plads til alle aldre, idéer og arrangementer.

Danielle Guldmann Sekwati arbejder til hverdag i Omdrejningspunkt. Missionen er, at borgerne skal involveres i alt, der foregår på stedet, og hun synes, det har været en succes. Beboerne har selv bygget Omdrejningspunkt og laver aktiviteter. Her bliver holdt mødregrupper og lektiecaféer, lavet kreaværksteder og spillet musik. I dagtimerne er der altid åbent – ellers kan man få en nøgle, så der er mulighed for at gøre det, man har lyst til.

Egentlig er projektet midlertidigt, og meningen var, at det skulle løbe frem til slutningen af 2019. For nu er der dog ikke sat et sluttidspunkt.

”Der må være nogen, der synes, det giver mening, det vi har gang i,” konkluderer Danielle.

Fortællingen om Rundhøj

Danielle er lokal og har boet i Rundhøj i 15 år. Hun mener, der er en dårlig fortælling om kvarteret som balladefyldt problemområde, men de lokale oplever ikke de problemer i Rundhøj, som folk fra andre dele af Aarhus taler om.

”Jeg har arbejdet i Gellerup i mange år, og det er noget helt andet her. Jeg har aldrig tænkt, at her var utrygt.”

I 2016 indførte politiet en visitationszone omkring Rundhøj, som sidenhen blev ophævet, inden Omdrejningspunkt blev opført. Nu skal medborgerhuset være med til at skabe den gode fortælling om Rundhøj Torv som et sted med liv og fællesskab i stedet for kriminalitet.

Det begyndte som et initiativ fra borgere i ”Vores Rundhøj”, som gerne ville have medborgerskabspolitikken til Rundhøj. Politikken blev indført i Aarhus Kommune i 2015 med syv mål om blandet andet at fremme medmenneskelighed og accept og bidrage til at alle kan føle sig trygge og hjemme. Målet er, at samarbejdet med kommunen skal ændre synet på kvarteret, så den gode fortælling om Rundhøj er den, man hører i byen.

Et alternativ til blokkene

Før åbningen af Omdrejningspunkt var der ikke et lignende samlingssted for beboerne i Rundhøj. Børnene kunne lege på byggelegepladsen, men de unge mødtes, ifølge Danielle, ofte mellem blokkene for at hænge ud sammen. Idéen med Omdrejningspunkt var ikke kun at lave et fritidstilbud til unge, men Danielle kan mærke, at de unge har taget stedet til sig og har opdaget de muligheder, der er i huset. Hvis man har lyst til en snak, så sidder hun altid klar til det.

”Jeg kan mærke på de store drenge herude, at de synes, det er fedt at have et sted, hvor man kan komme hen og snakke, og hvor det ikke kommer tilbage til deres familie. Vi har haft mange snakke om livet og ting, der er svære.”

En af de ting, der gør Omdrejningspunkt unikt, er, at det er helt frit, hvad man ønsker at bruge huset til. Danielle og de frivillige på stedet afgør ikke, om en aktivitet er bedre end andet, og det er også med til at give Omdrejningspunkt værdi for de unge.

”Den her mangel på kvalitetsstempel der gør, at alle kan bruge det, synes jeg er vildt fedt. Vi har haft drenge, der spillede e-sport lørdag eftermiddag, og så har de samlet penge sammen og købt pizza. De har bare været her, uden at man vurderede, om det var en god aktivitet. Det var en aktivitet, der gav mening for dem.”

Frivillighed med mening

Hver tirsdag fra 14 til 17 er der lektiecafé for både børn og voksne i Omdrejningspunkt. Den første, der dukker op denne tirsdag er en dreng med matematikbogen under armen, som råber: ”Hej Peter!”, da han kommer ind.

Peter Holmqvist er frivillig lektiehjælper og tidligere gymnasielærer.

”Jeg har undervist i russisk, engelsk og idræt, men herinde bliver jeg næsten kun brugt som regnelærer,” siger Peter og understreger, at det er underordnet, hvilket niveau lektierne er på, så længe han kan hjælpe nogen, der hvor de er.

For ham er det meningsfyldt at være frivillig i Omdrejningspunkt, og han har også oplevet den store forandring, der er sket på Rundhøj Torv de seneste år.

”De kvadratmeter her, de var fuldstændig uden noget som helst indhold. Nu er der ved at blive bygget noget op. Der er beplantninger, og når der er godt vejr, så er her folk, der kommer med noget positiv energi”

Asger blev aldrig professionel fodboldspiller, men han blev glad for sporten igen

Græsset er ikke altid grønnere på den anden side. Det måtte 28-årige Asger sande, da hans drøm om at blive fodboldspiller kom tættere på, imens glæden ved fodbold langsomt forsvandt.

af Signe Bertram

De fleste drenge, der går til fodbold, drømmer om spille i en stor klub og score det afgørende mål, mens fans hepper fra tribunen. Asger Korsgaard Jensen var ikke nogen undtagelse, og som årene gik, blev drømmen mere og mere til virkelighed.

”Mine forældre har fortalt, at jeg altid har leget med bolde, siden jeg kunne gå. Det kom ret naturligt for mig det med boldspil og specielt fodbold.” fortæller Asger.

Hans far var træner i den lokale klub, og det var derfor oplagt, at han begyndte her. Som bare fireårig mærker Asger begejstringen på fodboldholdet, hvor sammenholdet med kammeraterne og konkurrenceelementet passer ham godt.

Talentet førte ham videre fra lokalklubben, da han som 12-årig begyndte at træne i Silkeborg IF. Det markerede også skiftet fra fodbolden som hyggelig hobby til træning mange gange om ugen og kamp hver weekend. Ligesom de fleste andre teenagere, havde Asger et idol, der motiverede ham på banen:

”Jeg havde en favoritspiller, som hedder Pablo Aimar. Han er argentiner, og er en lille spiller, der er teknisk dygtig, og det var også mine styrker på fodboldbanen. Så jeg kunne huske, min drøm også var at spille professionelt i Valencia ligesom ham.”

Foto: privat

Trænerne skældte mest ud

Vejen mod Valencia bliver dog hård for Asger, da fodbolden pludselig bliver alvor. Glæden ved at spille fodbold forsvandt i Silkeborg, og han blev ofte nervøs og i dårligt humør. Det konkurrenceprægede miljø og de hårde trænere, der for det meste råbte og skældte ud, tog på ham psykisk. Udenfor banen havde han det heller ikke godt, især op til vigtige kampe. Når Asger husker tilbage til den tid, ville han ønske, han havde skiftet klub eller stoppet noget før.

”Jeg har det helt fint med, at jeg ikke blev fodboldspiller og kom til at leve af det, fordi jeg tror ikke rigtig, min psyke er til den verden. Jeg har fået det bedre, efter jeg stoppede, også fordi jeg kom væk fra de der trænere. Det er en lettelse”

Asger stoppede i Silkeborg IF, da han ikke udviklede sig i takt med de andre på holdet. Her døde drømmen også om en professionel fodboldkarriere, men det er Asger glad for nu.

I dag hygger Asger sig med fodbolden igen. Han spiller med sine venner i serie 3, og han har fået glæden igen. Træning og kampe er noget han glæder sig til:

”jeg tror, det er nu, jeg synes, det er allersjovest at skulle til træning eller kamp. Det er lidt på niveau med, dengang jeg spillede i den lille lokale klub, hvor jeg også virkelig syntes, det var det fedeste og glædede mig. Sådan har jeg det igen.”

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.